Stiig Andreas Gade
36 år
Gift med Henriette

Tekst: Johanne Burgaard
Foto: Privat

Det kan med en småbørnsfamilie og en afstand på 400 kilometer imellem sig, være svært at få kalenderen til at gå op til at mødes fysisk. I det lilla Teams-vindue på skærmen toner to forældre frem, der har sat sig til rette foran computeren, som om de sidder klar til et klassebillede i voksenudgave. Stiig sidder lidt foran Henriette. I dag handler det om ham.

Parret har sammen oplevet fire spontane aborter. Deres største ønske var at få barn nummer to et par år efter deres søn, William. Det viste sig at blive en længere kamp, end de nogensinde havde regnet med.

Hvilke tanker har du gjort dig om spontane aborter, Stiig?
“Jeg var slet ikke forberedt på, at det kunne være et problem at holde på graviditeten. Man hører jo, at det kan være et problem at blive gravide, men lige den del er virkelig nem for os.” 

Stiig kigger på Henriette og lægger en hånd på hende. Det kan tydeligt fornemmes gennem skærmen, at de er på vej ind på noget følsomt. Der bliver længere mellem ordene.

Hvordan håndterede du det?
“Det hårdeste ved det har været at se Henriette ked af det. Der var perioder, hvor hun havde det rigtig skidt, så der tog jeg vores søn, sørgede for oprydning og alt det praktiske i hjemmet. Jeg forsøgte at gøre det så nemt for hende som muligt, for jeg kunne godt se, at hun kæmpede med det. Logisk nok. Det var jo hendes krop det hele foregik i.” Stiig pauser. “Når jeg oplever svære ting, så begynder jeg at beskæftige mig selv med praktisk arbejde. Jeg har ved siden af og kigget ind på det hele, har det føltes som. Hvilket egentligt har passet mig fint, for så blev jeg jo ikke så følelsesmæssigt engageret i det, og dermed kunne jeg ikke blive skuffet igen. Så ville jeg egentligt hellere bare pakke det ned og komme videre.”

Hvad mener du med at pakke det ned?
“Det var meget nemmere at lave noget praktisk, så kunne jeg fokusere på det og ikke forholde mig til resten. Jeg har også arbejdet vildt meget i perioden, det ved Henriette om nogen.” Henriette griner på den der måde, hvor hun blot puster luft ud gennem næsen og smiler let. “Mine mange år i Forsvaret har lært mig at være i nuet og holde alt andet ude. Jeg kunne ikke gøre andet end at forsøge at gøre det nemt for Henriette og håbe på, at det nok skulle lykkes. Det var det praktiske, jeg kunne hjælpe med, og jeg er i tvivl om, hvor meget jeg ville have vundet ved at have flere følelser omkring det. Det havde ikke givet mig noget værdi.”

”Mændene overser delvist sig selv, og det er det, der sker i den proces, hvor de passer på deres kvinde. Det er helt naturligt for mænd at føle, at de har det overordnede ansvar for familien. Så selvom nogle mænd også har en masse følelser, tanker og bekymringer, er det ikke sikkert, at de helt har adgang til det, fordi deres fokus er at passe på deres kvinde og bare håndtere situationen. Og for at være i stand til det, har de brug for at være stærke og ikke i kontakt med deres følelser.”

Kilde: Laura Kjær Jacobsen, cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut.

Parret blev sendt i udredning og fik behandling for problemerne med at holde på deres graviditeter, og håbet kom tilbage. Undervejs fandt de ud af, at behandlingen gjorde det svært for dem at opnå graviditet. Uden behandling var det nemt at blive gravide, men svært at holde på den. Det var den ene hurdle efter den anden, fortæller Stiig.

Hvordan har det påvirket jeres parforhold?
”Sex blev en pligt til sidst, det sjove forsvandt. Det handlede jo om at nå i mål med det her, og det var alt, hvad det handlede om. Vi blev nok også lidt trætte af hinanden og af situationen. Man kan simpelthen ikke undgå, at den proces kommer til at påvirke ens parforhold. Det var opslidende.”

“Det er enormt vigtigt også at fokusere på manden, for kvinden og manden er dybt forbundne i det her, og deres kærlighedsrelation bliver afspejlet i det, de oplever med hinanden. En graviditet er jo meget mere end det, der vokser inde i kvinden – det er også et mentalt aspekt. Så manden skal i den grad også have lov at få noget plads, og man hjælper virkelig også kvinderne ved at hjælpe mændene.”

Kilde: Laura Kjær Jacobsen, cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut.

Stiig holder en pause og vender blikket ned i bordet: “Undskyld, det påvirker mig helt vildt lige nu.” 

Efter et par sekunder slår han blikket op igen og fortsætter: “Både vores individuelle identitet og vores familiemæssige identitet forsvandt lidt undervejs i det, fordi der var så meget fokus på graviditeterne. Jeg savner lidt den person, jeg var engang.”

Hvem plejede du at være?
“Jeg plejede at gå rigtig meget op i træning, og jeg har ikke kunne træne særlig meget det sidste års tid. Der har ikke været meget tid til mig selv og mine hobbyer. Træning plejede at være en meget stor del af min identitet. Den del er forsvundet. Hvem jeg er nu, hvem er vi?”

Så går den ikke længere. Den hårde skal knækker, og Stiig græder.

“Al fokus har været på graviditeterne, at passe på Henriette, ordne ting, bruge tid på sygehuset og så videre. Jeg har ikke haft tid til de ting, jeg plejer at gøre, og jeg har ikke haft samme overskud, som jeg plejer. Jeg har ændret mig lidt, det har ikke været sjovt.” 

Det virker da til at have været hårdt for dig også, Stig?
“Uanset hvor meget man prøver på alt muligt i det her, så vil det stadig være pisse hårdt. Man mister sig selv i det, det gør man altså. Både som person og som par.”

Fra sofaen i baggrunden giver William lyd fra sig. Han vil have hjælp til at skrue op for lyden på sin Ipad, fordi mor og far larmer. Henriette rejser sig for at hjælpe ham.

Har du talt med nogen om det?
“Jeg har aldrig været en, der taler med folk om ting, så det har jeg ikke gjort. Hvis jeg fik mulighed for at tale med nogen, og rent faktisk gjorde det, kan det godt være, jeg ville opdage, at jeg manglede det. Jeg har nævnt vores situation for nogle kammerater, og jeg kan godt sige rent objektivt, at det er lidt svært. Det er for eksempel ved kaffemaskinen på arbejdet, jeg har nævnt det, men jeg har ikke sat mig og snakket om mine følelser med nogen.“

“Vi oplever ofte, at mænd har opbygget sorg og frustration, og at de er den faste støtte for kvinden. Hvis man får spurgt ind til, hvordan de har det, eller om der er noget, de vil dele, så er det slet ikke sjældent, at de bryder sammen, når man får kradset lidt i overfladen.”

Kilde: Tanja Schlaikjær Hartwig, læge og post.doc. ved Copenhagen Pregnancy Loss Studies

“Mænd har en tendens til at starte med at reagere indad og tænke, at de skal klare det selv. De distancerer sig og fordyber sig i arbejdsopgaver, for når de gør det, kan de lukke følelser og tanker ude, og så kan de på den måde selv komme igennem det. Det er bare ofte ikke sådan det fungerer bedst. Når de har reageret indad i et stykke tid, og det ikke rigtig virker, så bliver de oftest lidt mere udadreagerende.”

Kilde: Emil Færch, projektansvarlig på ‘Bedre mental sundhed for mænd’ ved Forum for Mænds Sundhed

Oplever du, at nogle synes, at du skal tage det roligt, når I mistede så tidligt i graviditeten?
“Uh, de stikpiller er så træls. Som om mine følelser ikke er retfærdiggjort. At få endnu et barn var et stort mål i livet for os, så alle burde kunne forstå, at det stadig påvirker mig. Jeg håber, at folk vil lade være med at sige sådan noget.”

Den lange kamp sluttede i efteråret, da parret fik deres datter, Ellie, og som et bevis herpå ligger hun nu i Henriettes favn og sover.

Hvordan har du det i dag?
“Jeg fik min datter efter fire år, så det endte godt, men det var virkelig sidste skud i bøssen. Vi havde sagt til os selv, at det var absolut sidste gang, vi ville prøve, for det var for hårdt i længden. Men så lykkedes det! Men vi skal finde tilbage til at have det sjovt sammen igen. Der er generelt nogle ting, der lige skal genfindes, for det har jo nærmest været hele vores grundlag og identitet i flere år.”