Rasmus Valdemar Gilling
35 år
Gift med Michelle

Tekst: Johanne Burgaard
Foto: Johanne Burgaard

Det er ikke mere end fjorten dage siden, den sidste graviditet blev skyllet ud i toilettet. Det er sket otte gange før for Rasmus og Michelle. De bliver utrolig nemt gravide, men kun én ud af ti graviditeter er blevet til et barn. Det ene mirakel hedder Ragnar.
Lige nu venter de på en fosterprøve fra den seneste abort for at finde ud af, hvorfor det bliver ved med at gå galt for dem. Der har endnu ikke været tegn på nogle kromosomfejl, som ellers er den mest kendte årsag til at spontane aborter sker.

“I Danmark bliver en kvinde udredt, hvis hun oplever tre spontane aborter i træk. Omkring 60% af de tabte graviditeter skyldes, at fosteret har afvigende genetik, som eksempelvis en kromosomfejl, der ikke er foreneligt med liv. Det er altså kun ved cirka halvdelen af kvinder, der oplever gentagne spontane aborter, hvor man kan finde årsagerne. I de resterende tilfælde kendes årsagerne endnu ikke.”

Kilde: Hvidovre Hospital

Under forløbet har Rasmus fået en ny hobby. I de sene aftentimer, når familien er gået i seng, sætter han sig foran computeren, og så får den ikke for lidt. I flere timer hver dag undersøger han alt, hvad han kan komme i nærheden af om mulige årsager til spontane aborter.

Hvorfor undersøger du så meget selv?
“Jeg læser, nørder og graver i alt, der er at finde derude. Jeg vil jo gerne vide det samme som lægerne, så jeg kan blande mig i det, de siger. Jeg ved godt, at jeg er en pestilens for dem, når jeg blander mig, men det er rart at vide, hvad næste step er, og hvilke chancer og muligheder vi har. Det gælder også alternative metoder, som ikke ligger under sygehusets kompetencer. Jeg har udfordret specialisterne ved at nævne nogle ting, jeg selv har fundet frem til, men de lukker i som en bog, når jeg bringer det op. Det er forståeligt nok, men jeg prøver.”

Rasmus griner let, mens han taler, og han ved godt, at det lyder som om, at han er besat af en gal videnskabsmand. 

Hvor villig er du til at afprøve alternative metoder?
“Jeg har læst om noget, der hedder ‘baby aspirin’, som man kan købe billigt på apoteket uden recept, og det skulle have en ret signifikant effekt på folk, der står i samme situation som os. Baby aspirin er lidt blodfortyndende, så det skulle angiveligt kunne øge blodtilførslen til livmoderen og moderkagen. Hvis det lille liv ikke får blod og ilt nok, kan det potentielt være det, der er problemet. Der er både nogle, der siger, at det virker, og nogle der siger, at det ikke gør.”

Der kan vel godt være en risiko ved sådan nogle ting?
Jeg overvejer selvfølgelig først de eventuelle risici, og hvad der fysisk, økonomisk og lovmæssigt er muligt. Hvis der ikke er farlige konsekvenser ved at prøve, kan vi jo lige så godt teste det. Men vi er to i det her, og min kone er ikke så meget for det. Vores læge er heller ikke hooked på idéen med baby aspirin, så i det tilfælde skulle vi gå væk fra de sundhedsfaglige anbefalinger, og det er en risiko, vi løber på eget ansvar. Men det er Michelle ikke med på endnu.” 

Om fjorten dage har parret en tid ved en privat fertilitetsklinik. De har ikke problemer med at blive gravide, men Rasmus har læst sig frem til nogle forskellige tests, de kan få lavet på klinikken, som de ikke har fået lavet i det offentlige. Det er endnu et rul med terningerne, siger han i en tøvende tone. Der er stadig et håb i hans øjne, og det er det håb, der driver parret til at prøve igen og igen. 

Reagerer du anderledes på tabene end din kone?
“Hun har rigtig mange følelser i det, og hun føler det som en begravelse, når det går galt. Aborterne rammer også mig, men det irriterer mig mere på en måde, og det tænder en ild i mig for at fortsætte med at undersøge ting. Jeg kanaliserer energien til noget, jeg håber kan gavne os mere. Ellers afreagerer jeg ved at træne så hårdt, at jeg presser mig selv lige til grænsen. Det hjælper i hvert fald ikke mig at sidde i det.”

Hvordan tackler du Michelles reaktion?
“Jeg prøver at give hende plads og sikre mig, at alt andet fungerer – så jeg ikke har følelserne i virkeligheden. Det er ikke altid, at det hjælper hende, det er jeg klar over, jeg er ikke en særlig god empatisk sparringspartner på nogen tænkelig facon. Jeg har overvejet at koble hende op med en sorgcoach, for hun får ikke den form for sparring med mig. Det er måske en styrke i virkeligheden, for vi bliver ramt på forskellige tidspunkter og i forskellig grad. På den måde kan vi holde hverdagen kørende.“

Er du bange for at mærke dine følelser?
“Nej, det tror jeg ikke. Jeg føler, at jeg ikke rigtig får noget ud af at mærke mine følelser – altså ikke udover at torturere mig selv. Det der med nærmest at holde en begravelse for fostret ville være ren tortur for mig. For mig er det hurtigt videre. Det er slut, når fosteret går tabt. Og så er det målet, der får sådan lidt overdrevet fokus.” 

Rasmus fortrækker ikke en mine.

“Næsten alle bliver påvirket i en eller anden grad, men der er nogle mænd, der fortrænger det. Det kan skabe noget resiliens hos dem og gøre, at de kommer okay igennem det på den korte bane, fordi de ikke er så meget i kontakt med deres følelser. Men de, der presser sig selv for hårdt og ligesom kommer til at gå med for meget, der ikke får luft og plads, kan virkelig ramme en mur, hvor de går ned mentalt. Det kan være stressreaktioner, at de reagerer voldsomt på ting, bliver kortluntede, trækker sig fra sociale relationer, deres kone og sådan nogle ting.”

Kilde:  Laura Kjær Jacobsen, cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut.

Har det haft nogle konsekvenser for dig, at I går igennem det her?
“Det fylder rigtig meget i hverdagen, og det tager overskud fra romantikken og fra vores forhold. Vi kan komme til at snerre lidt ad hinanden. Men det, jeg primært ofrer, er at være en rolig familiefar, der har overskud og er i godt humør. Og selvfølgelig mine fritidsinteresser der er skåret fra.”

Hvornår er det sårbart for dig?
“Det er hårdt, at det er mig, der presser på med familieudvidelsen, når det er hendes krop, der går gennem det hele. Jeg kan ikke rigtigt gøre noget fysisk til eller fra. Jeg kan bare starte graviditeterne og derfra se det gå skævt. Hvis jeg har sat gang i ti spontane aborter, og det viser sig at være mig, der er noget galt med, så skulle vi jo have haft gjort noget ved det for længst for hele familiens skyld. Det er sådan lidt en indre kamp, jeg prøver at tage på egen hånd.”

Har du haft brug for at spejle dig i andre mænd?
“Med risiko for at lyde som en robot, så har jeg det sådan, når jeg læser om andre i den her proces, så skal jeg hurtigt forbi de passager med alle følelserne. Måske fordi jeg aktivt prøver at feje mine egne væk. Jeg prøver hele tiden at lede efter det, der potentielt har en objektiv størrelse, vi rent faktisk kan bruge til noget. Det lyder nok lidt inhumant, men det er sådan, jeg opererer.” 

Taler du med nogen om det? 
“Jeg har ikke noget imod, at folk ved det, så hvis de spørger, svarer jeg. Men jeg har ikke brug for, at de synes, det er synd for mig. Min nærmeste familie og nærmeste venner ved det, men jeg kan godt lide, at mit arbejde er et sted, hvor det ikke fylder noget, så der prøver jeg at holde det ude. Der er jeg igen lidt en praktisk hest, men det kan være, at jeg behandler det på en måde efterfølgende. Dér er jeg en god PTSD-kandidat.”

“Selvom spontane aborter sker for mange mennesker i dag, så er det tabubelagt. Omverdenen får det typisk først at vide, når det er lykkes for folk at få et barn. Det er der al mulig grund til, og det kan være et enormt pres at være i. Det er ikke alle, der kan forholde sig til det. Mange går derfor og siger til sig selv hele tiden, at de godt kan holde til det. Det kan de fleste også godt, men det gør det hårdt at være i. Det er et typisk reaktionsmønster, hvis man ikke er klar til at bearbejde endnu.”

Kilde: Tobias Siiger Prentow, projektansvarlig ‘Bedre mental sundhed for mænd’ ved Forum for Mænds Sundhed.

Inde fra værelset lyder et vræl fra parrets søn, Ragnar. Med det samme ophører al samtale og uden at sige et ord til hinanden, henter Michelle en chokoladebolle, mens Rasmus går ind på værelset og taler Ragnar til ro. Deres samarbejde kører på skinner. Da der igen er stille, sætter de sig tilbage til bordet.

Har det ændret dit perspektiv på familielivet, at det er svært at få endnu et barn? 
“Helt sikkert. Alt med ham er fuldstændig magisk. Jeg har fundet ud af, at få børn er ikke noget, vi bare kan lave. Det er dyrebart, og det er fandme synd for dem, det slet ikke lykkes for. Alt det her er i det hele taget meget træls at gå igennem, når jeg ved, hvad børn kan give af dejlige øjeblikke. Ja, man bliver jo mere erfaren i livet på godt og ondt, og man finder ud af, hvad der betyder noget. Og hvor ligegyldige andre ting er. Om vi bor i et nyt hus eller bilen er for gammel og alle de der ting. Det er ligegyldigt, når man gør det op mod at får endnu et barn. Jeg har fundet ud af, hvad børn og familie betyder for mig, når det er sværere at komme til. Så jeg er blevet klogere, og det sætter det hele i perspektiv.” 

Hvad ønsker du dig allermest lige nu? 
“Jeg vil gerne have udvidet familien, selvom vi har været igennem det, vi har. Vi skal blive ved med at klø på, og for guds skyld lade være med at køre i ring på ting og udelukkende krydse fingre for, at de gode chancer tilfældigvis kommer til os. Jeg vil gøre alt for at øge vores chancer, og at vi bruger tiden fornuftigt.”

Hvad tror du, der sker, hvis det ikke lykkes for jer at få et barn mere?
“Jeg kan næsten ikke forholde mig til det. For mig så lykkes det! Spørgsmålet er bare hvornår, hvor dyrt, hvor bøvlet og hvor meget, vi skal igennem. Når vi fik vores søn smidt i nakken, så er der en vej, vi mangler bare at finde den. På et andet tidspunkt kan vi snakke om, at man er nødt til at acceptere sin skæbne, men der er jeg sgu ikke lige nu.” 

Håbet er tilbage i hans øjne. Rasmus er en mand, der ikke giver op. Den ild, han forklarede om, kan man næsten se brænde i hans øjne.

Tror du, at du får en efterreaktion på et tidspunkt?
“Hvis vi bliver nødt til at smide håndklædet i ringen en dag, så er alt det kaos og ødelæggelse til ingen verdens nytte. Jeg har brug for succeshistorien. Så det kommer an på, om vi når i mål eller ej. Hvis det lykkes, så tror jeg, at jeg kommer til at glemme det hele.”

Om det ender i succesfuld familieudvidelse for Rasmus og Michelle kan kun tiden vise. Håbet lever, mulighederne er endnu ikke udtømte, og hvis jeg kender Rasmus ret, lader han intet slå ham ud af kurs.