Morten Juhl Thordal
42 år
Gift med Katrine

Tekst: Maria Korsholm
Foto: Johanne Burgaard

For nogle år siden skiftede Morten og Katrine deres københavnerlejlighed ud med et hus på en bakketop med udsigt over Vejle Fjord. Der ligger legetøj på gulvet, stablede skåle med rester af havregrød i køkkenet og en klatrevæg i gangen. Hjemmet bærer stærkt præg af, at det ikke kun er to voksne, der bor her. 42-årige Morten er lige nu på barsel med parrets ni måneder gamle tvillinger. De hedder Sebastian og Amanda. Sebastian er som snydt ud af næsen på sin far.

Morten og Katrine har altid drømt om at få tre børn. De kalder det selv et kapløb mod tiden, for de mødte hinanden, da de var 30 og 32 år. De var bevidste om, at det i deres alder kunne blive sværere at få børn, men hvor svært, det skulle vise sig at blive, havde de aldrig forestillet sig.

Hvornår vidste I, at I ville have børn sammen?
“På et tidspunkt sagde Katrine, om vi ikke skulle prøve at få nogle børn. Jeg tænkte nej, nej, nej, for vi havde lige mødt hinanden, og vi skulle først rejse og opleve det hele. Og vi kunne da heller ikke tage vare på et barn. Altså mentalt var jeg der slet ikke. Men nu går jeg og prædiker til alle unge mennesker, at de skal få børn, mens de kan, så de ikke skal igennem alt det bøvl, vi har været igennem.”

Hvad er det for noget bøvl, I har været igennem?
“Jamen vi startede med at forsøge at blive gravide naturligt. Der havde vi knap så meget held i sprøjten. Og så kom vi ind i hele fertilitetsgamet.” 

Da parret var i midten af 30’erne, viste deres første positive graviditetstest sig, men graviditeten gik tabt. Det var ikke noget hverken Morten eller Katrine tænkte specielt meget over, for det er ret naturligt at få en spontan abort, og 20 procent af alle kvinder vil i løbet af deres liv opleve det. Den næste graviditet endte lykkeligt, og deres datter Nikoline kom til verden. Hun er i dag fire år gammel. 

Mortens og Katrines rejse hen mod at være en familie med tre børn, som de er i dag, har været lang. De har oplevet problemer med at blive gravide, men også problemer med at holde på graviditeterne – og de fleste af deres graviditeter er endt med at gå tabt. De har begge været i udredning, som har vist, at Katrine har et overaktivt immunforsvar, hvilket kan være en årsag til de tabte graviditeter. Og Morten har dårlig sædkvalitet.

Hvad har fyldt mest for dig i alt det her?
“Jeg tror, at det, der egentligt beskriver det bedst, er, at det var et forløb. Det var en proces. Aborterne har for mig været konstante tilbageslag. Både fordi vi ikke blev yngre, men afstanden mellem vores børn blev også større. Det var min største irritation. Vi havde hele tiden den bagkant, at hvad nu hvis det ikke lykkedes denne gang? Hvad nu hvis vi skulle nøjes med kun et barn? Frygten for abort var der jo hele tiden, indtil de kom ud, ikke?”

Hvordan tacklede du de tanker?
“Jeg havde ikke noget forhold til de tabte fostre. For mig var det et spørgsmål om at få noget levedygtigt ud i den anden ende. Jeg var mere ked af, at vi havde spildt tid på noget, der alligevel ikke var levedygtigt. Kunne vi ikke bare have sprunget den del over og så brugt tid på noget, der lykkedes i stedet for? Jeg så mig selv som en form for projektleder, hvor jeg prøvede at finde løsninger på, hvordan vi kunne komme videre.”

Var du aldrig sårbar i det?
“Det er klart, når man kommer op i det høje ugeantal, så har man jo set hjertelyd, og så følte jeg, at der var noget at miste. Og med tvillingerne var det vores sidste skud. Katrine havde sagt, at hvis det ikke lykkedes her, så skete det ikke. Der var ligesom den bagkant. Så bekymringen for, at det ikke holdt denne gang, var der selvfølgelig.”

Hvad var din rolle, når jeres graviditeter ikke lykkedes?
“Min opgave var at hjælpe Katrine mentalt. Hun skulle jo være i det. Det var hendes krop. Hun kunne mærke alt muligt, og jeg følte, at min opgave var at bistå den situation, hun var i, når graviditeten gik til grunde, og vi fik en abort. Det var et spørgsmål om at få Katrine op at stå igen, så hun havde mod på at prøve at blive gravid igen.”

“Der er nogle tilfælde, hvor mændene ikke oplever det lige så svært som deres partner, fordi de ikke er lige så bekymrede over det. Hvor de vitterligt er optimistiske og tænker, at det barn skal nok komme, og det hele skal nok gå. Indtil et vist punkt i deres forløb selvfølgelig, hvor det måske peger i en anden retning, så bliver det mere bekymrende for dem.”

Kilde: Laura Kjær Jacobsen, cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut.

Til dagligt arbejder Morten med projektledelse, og han fortæller selv, hvordan det også er den rolle, han tog på sig derhjemme, når de gang på gang tabte deres graviditeter. Med en babyalarm liggende på bordet, der pludselig giver lyd fra sig, fordi tvillingerne er vågnet fra deres lur, fortæller han om de råd og løsninger, han sammen med Katrine fulgte under deres graviditetsrejse for at optimere chancerne for en succesfuld graviditet. De fik 1000 råd, 999 af dem virkede ikke. 

Hvordan oplevede du forskellen mellem at være mand og kvinde i det her?
“Jeg synes, det er sigende, at når man skal ind for at melde, at man skal afgive en sædprøve, så opgiver man kvindens personnummer. Hele systemet kører naturligvis på hendes personnummer. Jeg er jo ikke relevant, og min person er ikke relevant. Man er en mand i et forløb, hvor det er kvinden, der er 95 procent i fokus. Der følger man jo bare med. Der er ingen grund til, at de vigtige ressourcer bliver brugt på mig.”

Hvorfor tror du, at du har det fint med, at der ikke bliver brugt ressourcer på dig?
“Hvis vi skal træde ind i den del, så tror jeg, at det lidt er mænds lod nogle gange. Vi er opdraget til at være stærke, ikke dele følelser og alle de der ting. Jeg tror også, at der lå noget af det i mig.”

“Hos Forum for Mænds Sundhed er der lavet en undersøgelse, hvor en stor gruppe mænd sagde, at de ikke føler sig inddraget i meget af det, der følger med, når man bliver forældre. Men de problematiserede det ikke selv. Der var ikke noget stort ramaskrig i medierne eller sure læserbreve, for de sagde, at det vigtigste jo var moderen, og så kunne de godt se sig selv som sekundær forsørger. De havde en meget gammeldags forståelse af forældreskab.”

Kilde: Tobias Siiger Prentow, projektansvarlig ‘Bedre mental sundhed for mænd’ ved Forum for Mænds Sundhed.

Det har været et langt forløb for jer. Har du nogensinde haft brug for at tale med nogen om det?
“Jeg tror, at mennesker i de her forløb er meget forskellige. Der er slet ingen tvivl om, at Katrine og jeg har været stærke i det. Vi har haft et godt forhold, og vi har lykkedes med at komme fornuftigt gennem det med hver vores rolle. Jeg tror ikke, at det havde givet mig noget at snakke med andre mænd om det. Sandsynligvis havde de haft det sværere i deres forløb, end jeg har haft det i mit. Jeg kunne måske give noget til dem, men de kunne ikke give noget til mig.”

Det var bare en falsk alarm fra babyalarmen. Tvillingerne sover. Endnu.

“Det kan have den konsekvens, når vi italesætter vores sorg, at der kan blive overført noget sorg til andre. Det kaldes emotionel smitte. Når vi bliver bevidste om andre menneskers lidelser, påvirker det os selv. Så bliver vi mere bevidste og reflekterede omkring, hvad det er, vi selv mærker. Derfor kan det have en negativ konsekvens at spejle sig i andre. Det er en bagside af psykologien.” 

Kilde: Laura Kjær Jacobsen, cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut.

Deres fireårige datter Nikoline er i dag et levende vidnesbyrd om den hverdag, hvor alt kredsede om at blive gravide igen. Nogle gange spørger hun, om mor og far har husket at spise alle deres daglige piller.

For Morten er det en påmindelse om det skemalagte liv, hvor lægebesøg, højt medicinforbrug, sukkerfrit slik, alkoholforbud og et nøje reguleret sexliv, var normalt. Alt sammen for at nå målet om en vellykket graviditet. Nu prøver de at vænne sig til et liv, hvor rødvin er tilladt, og hvor spontanitet kan kaste skemaerne til side. Hvor de kan være sammen og gøre ting, de har lyst til. 

Hvordan har det, I har været igennem, sat sit præg på dig, Morten?
“På bagkant synes jeg, at det er nemt at glemme den proces, vi var igennem, fordi vi står med et godt resultat. Havde vi siddet her med kun ét barn, så ville jeg sidde med en ærgrelse resten af livet. Det er der ingen tvivl om. Det var et ønske helt fra start at få minimum to men helst tre børn. At vi så lykkedes med at få tre, er jo i sig selv helt fantastisk. Det kunne sagtens have endt anderledes. Så processen har taget lang tid, og vi har været i et langt forløb, men vi er heldigvis kommet ud med et lykkeligt resultat.”